Fra ‘Vi Vågner I Sibirien’

Vinteren efter Palæstina starter uden sne, og det bliver en stor del af vores liv. Du længes efter den og vil væk fra alt som ikke er hvidt. Du vil til Sverige. Nord. Du vil leve i Sverige og være sne. Helt ren. Jeg spørger, om du ikke hellere vil have et liv og nogle børn, men der er masser af liv i sneen, siger du. Det koger faktisk over, små sorte dyr, boblende frem af sprækkerne, millioner. De løber alt over ende, så højrerøsterne fik ret i, at der er begrænset plads i Skandinavien. Vi andre bliver skubbet ud over stranden, enorme, dalende menneskeflokke over afgrunden; vi farver havet mørkt med vores skygger og senere, efter overlevelse i vandet, højrødt og smukt af finner.

De kører flere og flere kampagner for at få netop dig til at føde mindst to børn. De forsøger at puste livet ind i din livmoder, mens du ligger ned og drømmer om at abortere. Fjernsynsfladen er blevet rabiat. Ude i verden er alle mennesker imod lige præcis din livsførelse, og jeg står på deres side. Det er dig helt alene med alle de børn, du sender bort, i et øde Danmark, afbrændt. Så du danner en forening. Det er en helt ny eller gammel form for feminisme, der altid har ligget begravet eller lige er født, og selvfølgelig er det dig, der står i spidsen for den. Uden dig var der slet ingen gruppe; de andre kvinder konverterer til dig, det er nødvendigt, når I skal stå sammen og redde jorden. Ethvert født barn er en nationalistisk tilbøjelighed, endnu en erklæret støtte til højrefløjen. Det er ikke det fascistiske Danmark, vi ønsker, det er noget andet. Lad kærligheden vælte ind over grænserne, det er ikke fra os selv, den skal komme, men vi skal kunne tage imod.

Vi står i køkkenet, da jeg spørger dig, om du slet ikke tror på nationalstaten som koncept, og det er ikke til at sige, men vigtig er den ikke. Du fortsætter med at tale om adoption og siger, det er den eneste ansvarlige måde at få et barn på. Jeg spørger, om vi skal have en komplet udskiftning. Du snurrer skarpt omkring. Du har vinduet bag dig. Solen var ved at gå ned, men nu bliver den hængende, fordi den i dig har fundet en, der forstår dens projekt.

– En udskiftning af hvem? spørger du.

Jeg kan ikke sige det. Jeg kan ikke sige os, for der er ikke noget os. Jeg prøver at sige noget andet. Jeg taler om kulturer. Mennesker er muligvis lige gode, men de er jo ikke ens. Selvfølgelig er der forskel på et barn fra Farum og en flygtning fra Syrien. Der er forskel på dig og Miriam, og det er dig, jeg vil have. Der er forskel på krigshærgede murbrokkesjæle og mennesker opvokset med den perfekte blanding af mor og kommune. Vi kan ikke have ubegrænsede mængder af den første slags, det kan vi bare ikke. Jeg kommer til at sige vi, selvom der heller ikke er noget vi. Og selvfølgelig mente jeg det ikke sådan; jeg forsøger at trække tilbage, men det er umuligt. Vi´et er sluppet ud, det er sådan, jeg ser det. Jeg har afsløret mine stygge øjne; der er et os, og så er der et dem, og det er derfor, jeg ikke vil adoptere syriske flygtninge, men bliver ved med at mænge mig på din livmoder.

I begynder at marchere, først på Amager, senere i hele landet. Dine stiletter tramper alt til pløre, asfalten, du ruraliserer Vesterbro og Indre by. Alt skal vokse sig stærkt fra gaderne, og ingen børn skal fødes. Danmark skal være én stor græsflade, hvor lykkelige mennesker kan elske på tværs af kulturer. Det er for fremtiden, at I ikke får flere børn, stik modsat de stadig mere aggressive kampagner fra staten. Man må tænke større, det er ikke nok, at Danmark består, hvis der ikke er nogen klode. Vi er ikke fremtiden, så vores kraft ligger i afholdenhed. Jeg kan formulere det som at uddø i en sværm af indere, men det er stadig det samme, det betyder intet, hvordan jeg siger det; din livmoder er lukket land. Vi ligger tæt omslyngede på sengen, da du siger, du overvejer at få trukket den ud. Først griner jeg, men du ser alvorligt på mig.

– Jeg ved, du ikke kan styre dig, siger du, jeg stoler ikke på dig.

Jeg griner igen. Det er sandt. Jeg griner og bliver ved med ikke at kunne styre mig.

– Jeg skal bruge en arbejdsbænk, fortsætter du, den kan stå i hjørnet. Jeg ved ikke, hvor mange dage, det vil tage, men du må ikke være her, mens det foregår.

Jeg holder op med at grine. Du bliver ved med at se på mig, for der er en ny og kærlig virkelighed, hvor mennesket må vige. Biologien efterlades på slagmarken. Du ved, hvad der skal til; utopien skal ikke ruges ud, men trækkes, slides fra slimhinderne. Du bliver ved med at kigge, til jeg begynder at græde. Så ser du væk, rejser dig, går ud i køkkenet og begynder at skrælle rodfrugter. Jeg rejser mig og går ud til dig. Jeg trækker en kniv fra blokken og forsøger at hjælpe dig.

Anmeldelser af ‘Vi vågner i Sibirien’

Anmeldelse af Martin Paludans roman ‘Vi vågner i Sibirien’ i Fyens Stiftstidende.

Anmeldelse af Martin Paludans roman ‘Vi Vågner i Sibirien’ af Skrivforlivet.

vi vågner i sibiren

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s